katet, morsretten, var ukjendt hos de ariske folk. Briterne eller irerne maa ha optat denne skik fra den uariske urbefolkning.
Av stor interesse er ogsaa Mac Neills skildring av irerne paa 300- og 400-tallet av vor tidsregning, da de var en krigersk nation som stadig gjorde herjetog over til Britannien, ja endog, synes det, til Europas fastland, denne tid som gjenspeiles i heltesagnene om Finn og hans fiana. Disse fiana (derav kommer navnet fenier) var mænd som hadde krig som sit yrke. De blev i utlandet kaldt skoter (lat. Scoti). Dette navn blev ogsaa de irer kaldt med som i slutten av 400-tallet grundet et rike paa Hebriderne og i det vestlige Alba, dette rike som siden blev forenet med Pikterriket og blev til det rike som siden er blit kaldt Skotland. Mac Neill viser bl. a. (s. 144 ff.) at navnet skoter betyr en røver som gjør hurtige indfald. Meget nyt bringer ogsaa kap. VI »Introduction of Christianity and Letters«. Forfatteren er enig med Zimmer i at det alt før Patrick var kristendom, ja trolig endog biskoper i Irland. Derimot vaager han ikke at avgjøre om Pelagius som fornægtet arvesynden, var irer eller briter, og han tilskriver Patricks virke større betydning end Zimmer. Han mener at det var Patrick som fik irerne til at høre op med den grusomme skik at sælge krigsfanger i trældom til utlandet og som gjorde dem til det fredsommelige folk som Beda med beundring taler om. Desværre fortæller han ikke mere utførlig om den irske kirke og dens underlige ordning i den ældste tid. Den irske kirke var, som bekjendt, en klosterkirke. Abbeden var ikke bare forstander for klosteret, men det kirkelige overhode for sit distrikt. Han utførte ofte selv en biskops forretninger. Ofte hadde han ogsaa ved sin side én eller flere biskoper som dog var hans underordnede. Biskoper som overhoder for kirken var ukjendte; i gamle irske skrifter kaldes paven »abbed i Rom«. Heller ikke kommer Mac Neill ind paa spørsmaalet om mulig forbindelse mellem de irske klostre og ældre hedenske druidesamfund. Det er, som bekjendt, A. Bertrand som i sit interessante verk »La religion des Gaulois« har søkt at paavise at naar Irland og siden Skotland blir fyldt med store klostre, som var mittpunkter for aandelig og videnskapelig liv, paa en tid da det ikke fandtes klostre i Britannien og Gallien, da var grunden at de efterfulgte he-
