de keltiske erobrere i Britannien sig for briter fordi de brukte klær. Navnet briter hænger, som Zimmer har vist, sammen med kymrisk brethyn og irsk breit, en slags vadmel, og betyr saaledes »de paaklædte« i motsætning til de nakne, blaamalte pikter. Jeg kan nævne at wieneren Julius Pokorny mener at navnet kelter (Κέλται eller Κελτοὶ paa græsk) hænger sammen med gl.irsk celt »kappe, mantel«, som det skotske kilt er en forvanskning av.[1] Dette navn skulde saaledes ogsaa bety »de paaklædte« i motsætning til de halvnakne stammer som kelterne bodde sammen med.
Især i Ulster var pikterne saa sent som i den ældste kristne tid talrike og nævnes endda paa 700-tallet. Hvilken rase pikterne tilhørte, prøver heller ikke Mac Neill at avgjøre, og forskningen vil næppe nogensinde her komme til sikre resultater. Pikterne har vistnok tidlig baade i Storbritannien og Irland antat erobrernes keltiske sprog. Derimot fremhæver Mac Neill at urbefolkningen i de forskjellige deler av Irland ogsaa blir kaldt med mange andre navn: mellem disse nævner han særlig iverer eller iverner. Derav kommer bl. a. navnet Erin. Romerne gjorde, viser forfatteren, navnet iverner om til Hiberni »de vinterlige« og kaldte øen Hibernia. Høist interessant er ogsaa sammenstillingen mellem navnene iverer i Irland og iberer i Spanien. Det er fristende at tro at begge har utgjort rester av en folkeæt som har befolket vor verdensdel før de ariske folk bredte sig over Europa, og som baskerne skulde være de sisste rester av. Men sikkert er jo dette langtfra, og Mac Neill advarer selv mot alle vidtgaaende slutninger. Saa meget synes ialfald visst at det før kelternes indvandring paa de britiske øer bodde en uarisk urbefolkning der. Derimot synes det mig underlig at forfatteren i kap V »Pre-Christian Ireland« gaar utenom den merkelige kjendsgjerning at polyandri eller kvindefællesskap synes at ha hersket baade i Storbritannien og Irland. Han sier (s. 147): »Once more, let it be said that tradition is old enough and history reaches for enough back to assure that cannibalism, like promiscuous polygamy, was no custom of the inbabitants of Ireland or of Britain in the fourth century of the Christian
- ↑ Cormac’s Glossary, transl. and annotated by John O’Donovan, ed. by Whitley Stokes (Calcutta 1868), p. 47.
