fulgt den ældgamle handelsvei fra mundingen av Loire til Irland. Zimmer polemiserer i denne avhandling skarpt mot John Rhys i hans bekjendte verk »Celtic Britain« og beviser, synes det mig, at vi ikke nu har nogen spor av en goidelisk urbefolkning i nogen del av Storbritannien der Rhys sætter dem. Men det er ogsaa en stor hake ved Zimmers indvandringsteori. Den forutsætter at goidelerne alt i gammel tid bodde i det vestlige Frankrike, og det er der ingen spor til. Før det kommer nye og sterkere beviser, bør vi derfor, tror jeg, holde fast ved den almindelig anerkjendte indvandringsteori. Derimot har Mac Neill uimotsigelig ret naar han (s. 153 f.) mener at det at kelterne tidligere end andre folk nord for Alperne lærte at bruke jernet, er grunden til deres store utbredelse paa 400- og 300-tallet f. Kr.
I 3die kapitel av sin bok taler Mac Neill om den førkeltiske befolkning i Irland. Dette kapitel indeholder især meget nyt og interessant. Forfatteren fremhæver at endda i de første aarhundreder av vor tidsregning var befolkningen i Irland meget blandet. Goidelerne sat som herrer over hele øen, men den oprindelige, uariske befolkning var endda ikke smeltet sammen med erobrerne, den utgjorde en undertvunget og foragtet rase som svarte skat til sine keltiske herrer og hadde sin egen organisation. Mac Neill gjør det sandsynlig at urindvaanerne var inddelt i kaster efter den syssel de drev. Han fremhæver videre at det er forskjellige navn paa dem. Det almindeligste er Chruithni som svarer til lat. Picti. Navnet Chruithni betyr efter Zimmer »de tatoverte, d1 malede« og Picti (av lat. pictus) er en oversættelse derav.e Chruithni svarer ogsaa, som Mac Neill fremhæver, til Pretani som er det ældste navn paa indbyggerne paa de britiske øer. Disse kaldes fra Pytheas av hos grækerne αἱ Πρετανικαὶ νῆσοι. Først fra Cæsars tid av heter det Britannia og indbyggerne kaldes Brittones. Mac Neill nævner derimot ikke hvad Zimmer har paavist, nemlig at urindbyggerne blev kaldt saa fordi de gik nakne og tatoverte eller malte sig, det bl. a. Cæsar fortæller om. – Endda paa Dio Cassius’s tid (200 e. Kr.) gik kaledonierne i Skotland uten klær. – Derimot kaldte
- ↑ H. Zimmer, Über alte Handelsverbindungen Westgalliens mit Irland, 3. A. (Abh. der k. preuss. Ak. der Wissenschaften 1909), S. 553 Anm.
