kjøpmændene i Dublin endda paa hans tid var og visste at de var av norrøn æt. Ja den dag idag er det folk i Dublin som mener at de er av norrøn æt, f. eks. den bekjendte gamle dr. George Sigerson som har tat betydelig del i de sisste aars hændelser i Irland og som, om jeg ikke tar feil, er præsident i det nyoprettede irske Senat. Det er ogsaa vel kjendt at en mængde stedsnavn rundt om langs kysterne av Irland, ja til og med selve navnene Irland, Ulster, Leinster, Munster og Connaught er av nordisk oprindelse og at det er vore forfædre som har grundlagt de fra gammel tid vigtigste byer der, Dublin, Wicklow, Waterford, Cork og Limerick. Det er derfor ikke underlig om vi nordmænd har større interesse for Irland end andre.
Hittil har vi savnet en god haandbok i irsk historie og maattet nøie os med P. W. Joyce, A Short History of Ireland. Flere har kanske læst Mrs. A. S. Green’s »The Making of Ireland and its Undoing« (London 1908). Det er et interessant og fængslende verk, men litet kritisk og benytter som historiske kilder sagaer eller krøniker som mere maa kaldes historiske romaner. Langt heldigere stillet har i saa maate irsk kirkehistorie været. G. T. Stokes’s »Ireland and the Celtic Church« (til 1172) er en god og letlæst haandbok: og Heinrich Zimmers artikel »Keltische Kirche« i »Realencyklopädie für protestantische Theologie und Kirche« (X, 204–248) er visselig ikke et letlæst, men det er paa mange maater et genialt arbeide. Saa meget mere taknemlige maa vi være for det arbeide som her skal anmeldes.
Professor Mac Neills skrift er visselig heller ingen haandbok i irsk historie. Det er en samling av 12 offentlige foredrag som behandler Irlands historie fra de ældste tider til utgangen av middelalderen. Det er slet ikke alt som behandles, meget forutsættes som kjendt. Boken kan i saa maate sammenlignes med Sars’s »Udsigt«. Den bærer ogsaa tydelig præg av at forfatteren selv har tat aktiv del i det politiske liv; han har endog sittet i fængsel som en av førerne for sinn-feinerne. Dette forringer dog ikke dens værdi, men gir den øket varme og glød. I skildringen av de irske institutioner har ogsaa, som forfatteren selv (s. 354) indrømmer, boken ofte faat formen av en apologi og har kanske alt for sterkt søkt at hævde at Irland ikke paa nogen omraader laa tilbake for det normanniske England. Til trods
