forrentede sig taalelig»[1]. Selv med de reservationer, hvormed udtalelsen er ledsaget, er den neppe ganske rigtig og stemmer ikke med hvad der anføres fra andet hold. Den synkning i de norske penges værdi som naaede sit høidepunkt i 1822, maa have bragt nogen lettelse for skibseierne som for flere andre av landets næringsdrivende, idet skibseierne jo fik sine fragter betalt i gode udenlandske penge og, ved at ombytte disse i norske penge, paa grund av disses værdisynkning fik saameget mere av dem og derved havde saameget lettere for at klare ikke alene skibsavgifterne i Norge, som betaltes i speciedaler papir, men ogsaa udgifterne stil skibenes reparation og vedligehold og til lønninger og proviant til mandskabet, idet priserne paa arbeide og norske varer ikke steg saa raskt som pengenes værdi sank. Men fra 1823, da de norske penges værdi igjen begyndte at stige, blev forholdet det modsatte. Pengenes værdistigning i 1823 og 1824 maa have bragt skibseierne vanskeligheder, forudsat at det er rigtigt, hvad tidligere – paa grundlag av meget sparsomme oplysninger – er anført, at disse aar, skjønt de gav trælasthandelen bedre vilkaar, ikke bragte skibseierne høiere fragter. I 1825 steg de norske penges værdi endnu høiere. Men da blev forholdet anderledes, idet fragterne steg betydelig, sandsynligvis, som anført, med omtr. 50 pct., saa at dette aar var skibsfartens fordelagtigste og eneste gode aar i det her omhandlede tidsrum, selv om fordelen ikke helt stod i forhold til fragtprisernes stigning, fordi skibseiernes udgifter i Norge ikke sank i samme forhold som papirpengene steg i værdi, eller anderledes udtrykt: fordi disse udgifter, udtrykt i sølv, var høiere i dette aar end i de foregaaende og efterfølgende. I 1826 begyndte igjen nedgangens tid, og i de følgende aar var skibsfartens kaar ikke synderlig bedre
- ↑ Statistik s. 141.
