end i de første aar efter 1814. Den stigende udførsel og indførsel og den stærkt stigende fragtfart mellem fremmede havne bragte landet en stadig øgende indtægt av skibsfarten; men med de lave fragtpriser bragte disse forhold ikke skibsfartens mænd nogen større fordel. Indtægten synes for disse hellere at have været synkende end stigende i aarene 1826–30“. Skibsfarten delte i det hele skjæbne med trælasthandelen, idet trælastudførselen i skibsrum jo udgjorde den langt overveiende del av landets hele udførsel: for 1815–20 antagelig 86 pct., for 1821–25 83 og for 1826–30 80 pct. Som for trælasthandelen, saa gik ogsaa for skibsfarten 20-aarene ud med mørke udsigter. »Det er bekjendt,« udtalte Wedel i en stortingsdebat i 1830, »at vore skibsredere er i beklagelig forfatning«; en anden taler, kjøbmand Ørn, repræsentant for Skien og Porsgrund, betegner skibsredernes stilling som »høist bedrøvelig«, og en tredje taler, grosserer Føyn, Tønsberg, erklærer skibsredernes evne til at vedligeholde sine skibe for at være betydelig avtaget[1]. Som en almindelig karakteristik udtaler Jacob Aall i 1836, at den stilling som den norske skibsfart »siden krigen har havt, overhovedet maa regnes blandt de mindst fordelagtige vor handelshistorie kan fremvise«[2].
