i den følgende tid, og prisforskjellen med hensyn til poteter, flesk og flere andre varer var ikke mindre. Skjønt fragterne laa lidt høiere end senere, var aarene 1815–20 sandsynligvis skibsfartens vanskeligste tid i det tidsrum som her omhandles. Der mangler da selvfølgelig heller ikke paa klager for de forskjellige aar. »Hvad skibsfragter angaar, da er de, i det mindste for det nærværende, saa ringe, at det ei kan lønne sig for skibrederne at lade skibene fare,» siger statsraad Tank høsten 1815[1]. I en forestilling til Stortinget fra samme tid fra en skibsreder i Tvedestrand udtales, at tiderne for skibsrederne er san daarlige, »at der redelige borgers fartøier maa ligge uvirksomme, medens de som seiler, enten leverer falsk angivelse eller seiler uden angivelse og uden at betale noget enten av fartøi eller ladning. – – Man synes,« siger han senere, »udsigterne er san mørke som de nogensinde har været for skibseierne her i landet«[2]. »Norge eier et saa stort antal av skibe,« udtales vaaren 1818 av dispachør Jæger, stortingsrepræsentant for Arendal[3], »at neppe halvdelen av samme under nærværende konjekturer kan bruges i farten«, en udtalelse som, efter hvad tidligere er anført, ikke indeholder nogen større overdrivelse. »Det er en almindelig erfaring«, heder det i 1819 i et andragende fra brugseiere, trælasthandlere og skibsredere i byerne fra Drammen til Kristiansand, »at norske skibe med de hidtil gangbare fragter med nød og neppe kan bringe indtægter og udgifter i ligevægt«[4].
Schweigaard siger, at skibsrederiet »fra 1823 av for de dertil bekvemt beliggende distrikter i det hele taget
