overgangen fra altingsforfatningen til lagtingsforfatningen falder sammen med det lovgivningsverk, som sagaerne tillægger Haakon den gode og som efter Snorres kronologi maa være utført ca. 940 eller i begyndelsen av hans regjering. Snorre sier i hans saga (kap. 11): »Kong Haakon – var en storvis mand og la stor hug paa lovsetning. Han satte Gulatingslovene med Torleiv spakes raad og han satte Frostatingslovene med Sigurd jarls og andre trønders raad, de, som var de viseste. Men Heidsævislovene hadde Halvdan svarte sat, som før er skrevet.« I andre sagaer finder vi lignende beretninger.
At Haakon, som var opdradd i et land med en repræsentativ forfatning, som det angelsaksiske witenagemôt jo maa kaldes, vilde søke at faa denne indført i Norge, er forklarlig; og det saa meget mere, som vi vet, at hans reformplaner gik meget videre, nemlig at fan omstyrtet den gamle religion. Det er interessant at se, at han begyndte med det mere ydre apparat: altingenes supplering med et lǫgþing, det vil si et lovbestemt, lovorganisert folketing, som kunde fungere som øverste organ for folkets retspleie og selvlovgivning. For et saadant organ har der aabenbart været et sterkt behov, og lovløsheten under Eirik Blodøks hadde gjort de gamle tilstande uholdbar. Det ser derfor ut til, at Haakon med de lokale retsautoriteters hjælp forholdsvis let har faat lagtingsforfatningen indført i Gula- og Frostatingslagen, og hertil er det der sigtes med sagaens beretning om hans »setning« av Gula- og Frostatingslovene. Men naar vi sammenholder den norske lagtingsforfatning med den angelsaksiske, da maa vi beundre den politiske visdom og takt, som her er utvist fra kongens og hans raadgiveres side. Jeg kan ikke her gaa i detalj. Men ved at læse Liebermanns bok om »The national assembly in the Anglo-Saxon period« kan ingen være i tvil om, at de to norske
