dømmende magt er forbeholdt folkets repræsentanter, og lagtingene er i utpræget grad folkesuverænitetens organer. Der er forsaavidt ingen væsensforskjel mellem disse ting og de gamle alting, baade hos os og i nabolandene. Repræsentationssystemets indførelse kan derfor ikke sies at ha øket kongemagtens indflydelse paa lovgivning og retspleie. Dets væsentligste øiemed har øiensynlig været at skape et fællesting for de fylker vesten- og nordenfjelds, som i utviklingens medfør faktisk var blit lovfæller. Dette retsfællesskap hadde visselig sin hovedkilde i det religionsfællesskap, som fandt sit uttryk i Njords- og Ty-dyrkelsen paa Tysnes (Njardarlǫg), som utbreder sig over hele vestkysten, ogsaa til Trøndelagen, hvor den sammen med Odinsdyrkelsen blir folkereligion[1]. Kirken er her, som ellers, ældre end staten.
Det er bekjendt, at Ernst Sars bygger sit historiske syn paa Nordens historie paa en væsensforskjel mellem Norges, Sveriges og Danmarks forfatninger i den ældre middelalder. Norges forfatning er utpræget aristokratisk, Sveriges og Danmarks likesaa utpræget demokratisk. Dette syn kan ikke opretholdes. Der er ingen tvil om, at den norske samfundsskik oprindelig har været likesaa demokratisk som nabolandenes. De hadde alle altingsforfatning. Forskjellen mellem dem er den, at nordmændene ovenpaa denne altingsforfatning bygget en repræsentativ lagtingsforfatning, som ingen germanske folk har maken til; men ogsaa den beholdt det demokratiske præg, saalænge folket beholdt sin lovgivningsmagt, det vil si til Haakon Haakonssons og Magnus Lagabøters dage.
4. Hvem har indført lagtingsforfatningen i Vest-Norge?
Jeg kan ikke komme til andet resultat end, at
- ↑ Se Magnus Olsen, Kultminder s. 67 ff.
