lǫg[1] i den enkelte sak, og betingelsen for avgjørelsens endelighet er i begge tilfælde den samme, nemlig enstemmighet. Man kan derfor ikke si, at lagretten hadde lovgivende myndighet i nutidens forstand; dens opgave var kun at supplere lovboken eller det ældre lǫgmál, hvor dette ikke avgjorde en sak. Den skulde, som dens navn lyder, »rette paa lovene«[2]. Men i virkeligheten kunde det samme ogsaa ske paa de underordnede ting, naar blot tingmændene var enige. Den almindelige forutsætning er dog, at disse ting anvender Frosta- eller Gulatingslov[3]. Der er dog den faktiske forskjel mellem de to love, at Frostatinget har en lǫgtekin bók[4], det vil si en virkelig lovbok, mens Gulatingsloven kun anerkjender det mundtlige lǫgmál som avgjørende[5].
Naar vi ser tilbake paa de lagting, som den ældre Gula- og Frostatingsbok har bevaret minder om, da forekommer det mig, at de repræsenterer en avgjort demokratisk forfatning. Vistnok er det saa, at baade nævndemænd og lagrettemænd opnævnes av kongelige embedsmænd, og at disse, ialfald i Gulatingslagen er selvskrevne medlemmer av tinget; men baade den lovgivende og den
- ↑ Samme uttryk i den gamle proceslov for Frostatingslagen i NgL IV 186–87 noten: En siðan bæiði alla þinghmenn at dœma seer lǫgh. – En siðan bæiði sœkiande bœnder, at uithni allra þinghmanna, at þeir dœme logh um þetta mall.
- ↑ Lagrettens funktion er derfor den samme som enhver dommers, som er nødt til at utfylde hullerne i lovene eller i sedvaneretten, hvorom se gode oplysninger av Vilhelm Sjögren: Om domarmakt och rättsutveckling i T. f. R. 29 (1916), 325 ff.
- ↑ Se G 35: Nu ef hann svarar þvi, at ek kann eigi log, en ec let uppi hvetvitna þat er þingmenn kalla log. G 187 om gildestevnet: þa megu menn dœma um sœk þeirra þar sem a þingi, ef þeir kunnu log.
- ↑ Se F I 2, 3; II 10; IX 19; X 23; XII 1.
- ↑ Se G 314, citeret foran s. 23.
