lig, naar »alle fylkesmænd« er enig om den, selv om parternes nærmeste slægt og svogre falder fra. Men hvis en fjerdedel av de rette tingmænd forlater tinget, da er tinget splittet i to ting og da er der fældet to motstridende domme; ti efter G 151[1] maa mindst en fjerdedel av tingmændene være tilstede, naar gyldig tingsdom skal avsies; den samme regel volder, at en fjerdedels minoritet kan sprænge tingets enhet (þingrof) og hindre en retskraftig dom; samme regel finder vi ogsaa i G 35 og 266 ved appel fra fylkestinget til Gulatinget eller »lagretten«. Naar dom staar mot dom, da er det tillatt at appellere til næst høiere instans, først til 2 fylkers ting, san derfra til 4 fylkers ting og saa endelig til 8 fylkers ting, hvor der alene er lǫgretta. Hertzberg mener[2], at der med 8 fylkers ting sigtes til Øyratinget, som efter F I 4 var et 8 fylkers ting og som derfor ogsaa man ha hat lǫgretta. Men da dette ting var et alting (se foran s. 14), og da lagretten efter F I 2 uttrykkelig er knyttet til Frostatinget, maa der i F X 30 være sigtet til Frostatingets lagrette. Der kan ikke ha eksisteret to lagretter i samme lagdømme; ti lagrettens opgave var at skaffe en endelig avgjørelse av hver opkommende lovtvist. Det fremgaar ogsaa av hele retsutviklingen, at lagretten var knyttet til de av Haakon den gode organiserte lǫgþing, d. e. lovbestemte ting. Før disse lagting blev organisert, avgjordes slike lovtvister ved tvekamp.
Det er interessant at lægge merke til, at F X 30 tillægger fylkesmændene paa fylkestinget samme funktion som F I 2 tillægger lagrettemændene, nemlig at dœma
