ske ton, hvilket vistnok snarere er for meget end for lidet, bliver procenten ikke 43, men 51. Ved den tidligere nævnte »note« av den britiske regjering, dat. 15.7. 1824, blev det bestemt, at Norge skulde med hensyn til avgifter av skibe og varer i dem i Britannien stilles lige med indenlandske. Derved kom de ovennævnte udgifter til istedenfor 22 pct. at udgjøre 14–16 pct. av fragten, efter dennes gjennemsnitsstørrelse i de forskjellige tidsrum. I Spanien, Portugal og Italien var skibenes omkostninger meget høie; i Østerrige (Triest) blev efter en oplysning fra 1820, saaledes som tidligere nævnt, norske skibe i enhver henseende behandlet som indenlandske. – Sammenfattes disse noget ufuldstændige oplysninger, kommer man nærmest til det resultat, at av norske skibes fragt mellem Norge og udlandet udgjorde de her omhandlede udgifter i tidsrummet 1815–20 23 pct., i 1821–25 22 og i 1826–30 21 pct. For norske skibe i fart mellem udenlandske havne maa da regnes den dobbelte procent. Fra de beløb der tidligere er opstillet som indtægten av skibsfarten, maa da trækkes for 1815–20 270 000 spd. og for de to følgende fem-nar henholdsvis 370 000 og 400 000 spd., saa at udbyttet for Norge av dets skibsfart paa udlandet skulde blive i aarlig gjennemsnit for 1815–20 780000, for 1821–25 lidt over 1 100 000 og for 1826–30 omkr. 1 200 000 spd. sølv. Heri er ikke taget hensyn til havariudgifter i udlandet, om hvis størrelse ingen oplysninger foreligger. – Paa grund av mangelfulde oplysninger er disse tal, som det vil sees, for en del bygget paa sandsynligheder og skjønsmæssige ansættelser og kan derfor selvfølgelig ikke gjøre fordring paa nogensomhelst nøiagtighed.
Til den indenrigske skibsfart brugtes i regelen flaadens mindste skibe, fartøier under 20 kom.-læsters drægtighed.
