dem som gik hjem med ladning. I Holland opgives i 1836 omkostningerne for skibe med ladning fra Norge og som gik hjem med ballast, til 24 pct. av fragten[1]. For skibe som kom tilbage flere gange samme aar, var dog udgifterne betydelig mindre, da samme skib betalte lastepenge kun en gang om aaret, og det av den grund sandsynligvis var de samme skibe som kom igjen i løbet av samme aar. For udgaaende skibe var lastepengene halvdelen av hvad de var for indgaaende[2]. Da lastepengene i Nederlandene for et enkelt anløb var høiere end i de fleste andre lande og udgjorde over halvdelen av skibets samtlige udgifter[3], bliver for et norsk skib som kom fra Norge med ladning 3 gange samme aar og hver gang gik hjem med ballast, omkostningerne i gjennemsnit henved 16 pct. av fragten. I Frankrige, hvor disse udgifter var særlig store, opgives de baade i 1833[4] og i 1836 for skibe med ladning fra Norge og som gik hjem i ballast, til 37 pct. av fragten. I Riga opgives de i 1833 til 13 pct. for skibe med returfragt, i 1836 til 25 pct. for skibe som gik hjem i ballast. I Rusland, Nederlandene og Frankrige var sandsynligvis de her nævnte avgifter i det væsentlige gjældende siden 1815, da der ikke nævnes noget om større forandringer. I Nederlandene blev der vistnok rent midlertidig foretaget en forhøielse av avgifterne, idet der i oktober 1816 blev paalagt fremmede skibe en saa betydelig lasteavgift at den vilde have udelukket norske skibe fra de nederlandske havne[5]; men da det blev forklaret
- ↑ Den Constitutionelle 1836 nr. 111–13, hvorfra ogsaa tildels de nedennævnte oplysninger vedk. Frankrige og Rusland er hentet.
- ↑ Finnansdept. ref.-prot. 50 nr. 136.
- ↑ Stort. ark. 1827. Odelst. extrakt-prot. 2.
- ↑ Stort. ark. 1833 Stort. extr.-prot. 102 (trælasthandler Thorne, Drammen).
- ↑ Nationalbladet hefte 6 s. 24.
