I tidsrummet 1815–20 synes fragterne gjennemsnitlig
at have ligget omkr. 10 pct. over fragterne 1826–30[1].
Regnes paa grund av den større trælastudførsel til Britannien
og den mindre til Frankrige med en lidt større reduktion
av fragtindtægten av udførselen end for foregaaende
tidsrum, men forøvrigt paa samme maade som for tidsrummet
1826–30, bliver for dette tidsrum den norske skibsfarts
aarlige indtægt av udførselen 880 000, av indførselen
130 000, tilsammen 1 010 000 spd. sølv. Ogsaa i dette
tidsrum drev norske skibe lidt fragtfart mellem fremmede
lande, men sandsynligvis i saa liden udstrækning, at man
ikke kommer for lavt, naar man sætter det gjennemsnitlige
bruttoudbytte av norske skibes fart paa udlandet i
dette tidsrum til i alt 1 050 000 spd. sølv.
Fra disse beløb maa trækkes de udgifter som skibene havde i udlandet. Til tyrkiske søpas for farten søndenfor Kap Finisterre og paa Middelhavet betaltes 4–5000 spd. sølv aarlig[2], i Øresundstold sandsynligvis 14–15 000 spd. sølv aarlig[3], idet den stigning i tolden som den øgede skibsfart paa Østersjøen vilde have foraarsaget, blev opveiet ved den nedsættelse som var en følge av at Norge ved handelstraktaten med Danmark blev privilegeret ogsaa med hensyn til denne avgift. Men disse udgifter var for intet at regne mod de betydelige omkostninger som skibene havde at udrede i form av lastepenge, fyrpenge, lodspenge, havneavgifter m. m. i fremmede havne. Disse udgifter var forskjellige i de forskjellige lande og var i forhold til fragten større for de skibe som gik hjem i ballast end for
