rige ved Atlanterhavet, medens udførselen til Frankrige (trælast) for det meste førtes den kortere vei til Nordfrankrige. Naar paa den anden side forskjellen mellem fragt til og fra Middelhavet er saa stor, har dette delvis sin grund i, at saltet førtes fra Italien, medens en stor del av udførselen (tørfisk) gik den lange vei til Triest. Der var i Norge forskjellige priser paa fransk, spansk-portugisisk og italiensk salt, vistnok betinget ved forskjellen i transportomkostninger fra de forskjellige lande; forholdet mellem disse priser og de ovenstaaende fragtpriser giver omtrent samme indkjøbspriser for saltet paa de forskjellige produktionssteder. Jeg har for Danmark og Østersjøen regnet med samme hjemfragter som udfragter, fordi indførselen fra disse steder foregik ligesaa meget eller mere med udenlandske skibe end med norske og derfor ikke havde karakteren av nogen returfragt for norske skibe; dette bekræftes ogsaa av oplysninger som foreligger om hjemfragterne fra Østersjøen. For fragtfarten mellem udenlandske havne har jeg for skibe fra Gøteborg regnet med samme fragtpriser som fra Norge og fra Østersjøen med i gjennemsnit 40 pct. tillæg til fragtpriserne fra Norge til de samme steder[1]. Efter dette skulde den indseilede fragt i aarligt gjennemsnit for tidsrummet 1826–30 for norske skibe i fart fra Norge til udlandet have udgjort 1 125 000 spd. for norske skibe i fart fra udlandet til Norge 280 000 spd., mellem Sverige og de øvrige Østersjølande paa den ene side og ikke-norsk havn udenfor Øresund paa den anden side henved 150 000 spd. tilsammen 1 555 600 spd. sølv. Lægges hertil indtægten av fragtfarten mellem andre udenlandske havne, som for 1830 blev anslaaet til mindst 4 000 kom.-læster og i gjennemsnit for femaaret 1826–30 sand-
- ↑ Opgaver i Handelstidende over fragtpriserne 1825–30 saavel fra Norge som fra Østersjøen.
