ovenfor foretagne beregninger over drægtigheden av norske ladede skibe i fart fra og til Norge fremgaar, at i 1826-30 76 pct., i 1821–25 78 og i 1815–20 83 1⁄2 pct. av Norges skibe gik hjem i ballast, eller, hvad der kommer ud paa det samme: de vendte hjem med en ladning som for de tre tidsrum kun udgjorde i gjennemsnit henholdsvis 24, 22 og 161⁄2 pct. av deres drægtighed.
Fragtfart mellem fremmede lande. Sverige. Mellemrigsanordningen
av 1825 fik stor betydning for udviklingen
av Norges skibsfart. De billige, tarvelig udstyrede,
rummelige norske skuder, som var saa vel skikket
for farten med trælast over Nordsjøen, kunde med
sit dygtige, sjøvante mandskab udføre denne transport
billigere end de svenske skibe; »skibsfartens drivmidler
er kostbarere i Sverige end i Norge«, siger Jacob Aall[1].
Før 1825 havde farten med norske skibe fra Sverige til
andre lande end Norge været ubetydelig og lidet lønnende
paa grund av de store avgifter som de i denne fart maatte
betale i Sverige. Efterat norske skibe i 1825 ogsaa for
denne fart var blevet fritaget for at betale større avgifter
i Sverige end landets egne skibe, optog de med held konkurraneen
med de svenske skibe, og Sveriges trælastudførsel
blev i stigende grad overtaget av norske skibe.
Svenskerne solgte tildels sine mindre gode skibe til nordmændene,
som saa satte disse skibe ind i trælastfarten,
medens svenskerne til gjengjeld anskaffede sig større,
kostbarere og bedre udstyrede skibe, som de satte i fart
paa længere farvande. Den britiske sjøfartslov forbød, som
tidligere nævnt, indførselen av trælast med andre skibe end
udførselslandets egne. Men denne bestemmelse kom her
ikke i veien for nordmændene, fordi Britannien ansaa
- ↑ Nutid og Fortid III, 1 (1836), s. 236.
