Portugal, Spanien og andre havne i Middelhavet (undtagen
franske). Trælastudførselen til Spanien, Portugal og
Middelhavet, omregnet i kom.-læster, var i 1815 2458, i 1819
1312, i 1824 282 og i 1829 428. Imidlertid var udførselen
av fisk – klipfisk til Spanien og Portugal, tørfisk
til Italien og Østerige (Triest) – ogsaa med hensyn til
skibsrum den vigtigste udførsel til disse lande. Da stigningen
av fiskeudførselen var større end tilbagegangen av
trælastudførselen, var skibsfarten til disse lande i det hele
i stigning. Ifølge skibsfartstabellen var i 1826–30 av
skibe til Spanien og Portugal 21 pct., til Middelhavet 41
pct. udenlandske. Fra først av var norske skibes deltagelse
i den sidste fart noget større; men da baade i Neapel og
andre italienske stater udenlandske skibe og varer i dem
var paalagt høiere avgifter end indenlandske skibe og varer
i dem, begyndte i førstningen av 20-aarene italienerne at
opkjøbe tørfisk i Bergen for egen regning og føre den til
Italien i egne skibe[1]. De aller fleste av de norske skibe
gik fra disse lande hjem med ladning (salt). Størstedelen
av de skibe som gik til Middelhavet, gik, som skibsfartstabellen
viser, ikke direkte hjem, men gik sandsynligvis
til Spanien og Portugal for fra disse lande at tage
salt med nordover.
Drægtigheden av skibe i fart fra Norge til udlandet
var ifølge skibsfartstabellen i aarlig gjennemsnit for
1826–30 199000, kom.-læster, derav lidt over 140 000
norske. I disse opgaver er ikke indbefattet skibsfarten fra
Nordland-Finmarken til udlandet, som i aarlig gjennemsnit
for den samme tid sandsynligvis udgjorde omtr. 4000
- ↑ Norsk Fiskeritidende IV (1885), s. 175.
