giver det resultat, at drægtigheden av alle skibe i fart fra Norge til Britannien i 1829 var over 11 pct. større end drwgtigheden av de ladede skibe, eller med andre ord, at over 11 pct. av alle disse skibe i 1829 gik med ballast. Tallet synes noget høit, særlig naar tages hensyn til, at næsten alle disse skibe med ballast maa ha været udenlandske (britiske) skibe, da der i ulmindelighed ingen grund kunde have været for norske skibe til at gaa med ballast fra Norge til Britannien. Disse skibe maa have bragt varer fra andre lande, særlig fra Østersjølandene, til Norge og saa være vendt hjem til Britannien i ballast.
Fra Britannien til Norge gik de norske skibe sædvanlig med ballast, fordi indførselen fra Britannien til Norge i rum kun var en ubetydelighed, sammenlignet med udførselen did. Efter et middeltal av tre opgaver[1] fra 1825, 1826 og 1829 gik efter antallet av skibe 94 pct. tilbage i ballast. De med hensyn til skibsrum vigtigste indførselsartikler fra Britannien til Norge var stenkul og salt. Av stenkul var indførselen i 1819 9000 tønder; i 1830 var denne indførsel vokset til 27000 tønder. Værdien av det i 1830 fra Britannien til Norge indførte salt angives i officielle engelske tabeller til 2123 £. St.[2]. Regnes saltets værdi i England til 30 skilling sølv norsk pr. tønde, skulde indførselen i nævnte aar have været ikke mindre end 36800 tønder, hvilket synes at være for høit.
Tyske Nordsjøhavne (Altona). Til disse havne udførtes av trælast i 1815 2333 kom.-læster, i 1819 3531, i 1824 2767 og i 1829 5492 kom.-læster. Dette var den væsentligste del av skibsfarten, men ikke den hele, idet
