lystes, at der ingen forskjel gjordes paa norske og indenlandske skibe[1].
Den 20. 6. 1822 blev i Preussen havneavgifterne for uprivilegerede skibe forhøiet, for skibe med over 1⁄5 ladning til 2 thaler pr. læst à 4000 ℔ (svarende til en norsk trælastlæst) for indgaaende og til 1 thaler for udgaaende og for skibe med indtil 1⁄4 ladning det halve derav. Den norsk-svenske konsul i Danzig erklærede at denne forhøielse av havneavgifterne vilde være ødelæggende for Norges handel paa Preussen, og foreslaar derfor at preussiske skibe og ladninger i dem i Norge skulde behandles som privilegerede[2], Konsulens henstilling blev ogsaa taget til følge ved kgl. res. av 13. 4. 1823. Men da Preussen ikke var villig til indrømme Norge stilling som privilegeret, medmindre Preussen blev privilegeret ogsaa i Sverige[3], blev denne resolution igjen sat ud af kraft ved en ny resolution av 4. 8. 1823, saa at altsan Preussen atter var uprivilegeret nation i Norge. At faa forandret dette forhold var av adskillig vigtighed, særlig for avsætningen til Preussen av norsk sild, »til hvis udskibning man som oftest har maattet benytte hollandske og andre i Preussen privilegerede nationers skibe, da avgifterne var for høie, naar varerne dertil indførtes i norske skibe«[4]. Sagen blev derpaa taget op paa Stortinget i 1824, hvor Carl Stoltenberg, repræsentant for Tønsberg og Holmestrand, foreslog en adresse til kongen om at søge udvirket privilegeret stilling for Norge i Preussen mod tilsvarende stilling for Preussen i Norge, »idet derhos tilstrækkelig underretning avgives om at Norge er særskilt fra Sverige i henseende til
