den norsk-svenske gesant i London[1], at udenlandske skibe kan indføre til Britannien fra Middelhavet enkelte varer, saaledes kork, frugt, haveprodukter, egebark, filler, og linfrø; og i 1825 blev sjøfartslovens bestemmelse begrænset til kun at gjælde visse nærmere bestemte varer. For Norge havde dog disse forandringer liden betydning, da blandt de varer for hvilke forbud fremdeles skulde gjælde, netop var de artikler i hvis førsel norske skibe lettest havde kunnet deltage, saasom trælast, korn og salt. Fra 1ste januar 1823 har der – at dømme efter et avertissement[2] fra et engelsk firma til dets forretningsforbindelser i Norge – været foretaget nogen nedsættelse – der siges ikke hvor stor – for norske skibe i enkelte skibsavgifter i Britannien. Størst betydning for vort land fik imidlertid den »note« av den britiske regjering, dat. 15.7. 1824, hvorefter Norge skulde i Britannien med hensyn til avgifter av skibe, deri ogsaa indbefattet havne- og lodsavgifter, og av varer i dem blive stillet lige med landets egne. Denne bestemmelse blev indtaget i handelstraktaten med Britannien av 18. 3. 1826 og udgjorde for Norges vedkommende denne traktats væsentligste indhold.
De tyske stater. Oldenburg, hvorfra oplystes at norske skibe og varer i dem behandledes som landets egne, fik privilegeret stilling i Norge i 1820[3]. Det samme blev tilfældet med Meklenburg i 1823, efterat det var oplyst, at i Wismar behandledes norske skibe som indenlandske undtagen med hensyn til lodsavgifter, men at i Rostok behandledes de mindre gunstig end de indenlandske[4]. Til Bremen var Norge sandsynligvis allerede tidligere kommet i samme forhold. Lybek blev i 1824 privilegeret, idet det op-
