begge landes økonomi, idet jo det ene land frembragte i overflod hvad det andet manglede og trængte. Der blev fra begge sider gjort skridt til at faa istandbragt en ny ordning; men denne stødte paa vanskeligheder av den art, at forhandlingerne derom fortjener en lidt mere udførlig omtale.
Allerede 9. 7. 1819 besluttede den norske regjering at henstille til kongen at lade aabne underhandlinger med Danmark om overenskomst om gjensidig privilegeret stilling[1]. Denne indstilling blev bifaldt ved kl. res. av 5. 8. s. a, og kongen befalede den svensk-norske gesant i Kjøbenhavn at rette en henvendelse til den danske regjering om sagen. Den 29.8. 1820 avgav saa den danske udenrigsminister den erklæring at man ogsaa fra dansk side var tilbøielig til en overenskomst om gjensidig privilegeret stilling. I anledning av denne erklæring, som blev oversendt den norske regjering til udtalelse, indstillede denne 20. 10. s. a. paa at der maatte blive avsluttet en overenskomst med Danmark[2], hvorpaa kongen resolverede den paafølgende 2. 12., at sagen skulde tilstilles udenrigsministeren til videre fornøden foranstaltning. Men nogen videre »foranstaltning« kan ikke sees at være foretaget hverken fra udenrigsstyrets eller fra kongens side. Det følgende aar blev sagen brugt frem i Stortinget ved to forslag: et fra Marcus Pløen, repræsentant for Kristiania, hvori han, da, saavidt ham bekjendt, den norske regjering har henstillet til kongen at aabne underhandlinger om istandbringelse av en handelstraktat med Danmark og den danske regjering har stillet sig velvillig til avslutning av en saadan, konkluderer med, »at den norske regjering an-
