for at imødekomme Norges ønske, av politiske grunde, »for at knytte et inderligere baand mellem begge rigernes økonomiske interesse«, idet man mente, at de økonomiske hensyn maatte underordnes hvad man kaldte »Foreningens høiere anskuelser«. Denne mening seirede paa den svenske Rigsdag i 1823, hvor de tre av rigets stænder, adelen, præstestanden og bondestanden, anholdt kongen om at produktplakaten maatte sættes ud av kraft med hensyn til norske fartøier, medens borgerstanden »høitideligen protesterede« mod en saadan forandring[1]. Karl Johan, som allerede i 1821 havde udtalt sig for fuld toldfrihed mellem de forenede riger for indenlandske produkter, stillede sig velvillig til de tre stænders andragende, og da det svenske statsraad i 1824 indstillede paa nedsættelse av en mellemrigskomite for at tage handelsforbindelsen mellem de to riger under overveielse, og den norske statsraadavdeling i Stockholm sluttede sig dertil, gav kongen denne indstilling sit bifald. Følgen av denne komites arbeide blev den nye ordning av mellemsrigshandelen, som for Norge blev fastsat ved prov. anordn. av 24. 5. 1825, bekræftet ved lov av 4. 8. 1827. Efter denne ordning fik norske fartøier i Sverige i det væsentlige samme rettigheder som svenske fartøier, og norske fartøier og varer i dem skulde ikke i Sverige betale høiere avgifter end de indenlandske. Det var de samme rettigheder som Sverige allerede siden 1814 havde havt i Norge.
Danmark. Det varede ikke lenge, før der baade i Norge og i Danmark vokste frem en stemning for at faa forandret det forhold at landene med hensyn til sin handel og skibsfart skulde staa i uprivilegeret forhold til hinanden, et forhold som var lidet naturligt og var skadeligt for
- ↑ Protokol ført i kombineret svensk og norsk statsraad i Stockholm 8. 4. 1824. Foredrag av det svenske statsraad (avskrift i Stort. ark, 1827, Odelst. extraktprotokol 1 b).
