ret for norske skibe i Sverige som for svenske skibe i Norge. Paa Stortinget i 1818 fremsatte Sødring, repræsentant for Bergen, forslag om anmodning til kongen om lige behandling for begge nationers skibe; men forslaget kom ikke under behandling. Paa Stortinget i 1821 fremkom der ikke mindre end tre forslag: to av lignende indhold som det tidligere nævnte og et om, at udenlandske skibe ikke skulde have større rettigheder i Norge end norske havde i vedkommende land. Men disse forslag kan heller ikke sees at være kommet under behandling. I 1823 indstillede den norske regjering til kongen, at der maatte gives norske skibe i Sverige samme rettigheder som indenlandske, »forsaavidt det fra Sveriges side maatte attraaes, at den fuldkomne lighed med norske fartøier i avgifters erlæggelse ved de norske toldsteder som de svenske fartøier og varer som deri ind- og udføres, for tiden nyder, skal vedblive«[1]. Ogsaa paa Stortinget i 1824 var sagen fremme. Amtmand Bull, repræsentant for Larvik, fremsatte forslag om adresse til kongen, og sagen kom denne gang saa langt at forslaget blev komitebehandlet. Men da man var bekjendt med at en komite av nordmænd og svensker var nedsat til behandling av handelsforholdet mellem de to lande, blev det fremkomne forslag henlagt.
I Sverige var i denne tid meningerne delt. De som var økonomisk interesseret i sagen, var imod nogen forandring av de bestaaende forhold; at indrømme norske skibe samme rettigheder i Sverige som svenske, heder det, »har ei alene skibsrederne i Sveriges betydeligste handelsstæder, men ogsaa kommercekollegiet og generaltolddirektionen forklaret sig imod som noget i høieste grad skadeligt for den svenske handel og stridende mod borgerskabets privilegier: Paa andre hold var der stemning
- ↑ Finansdept. ref.-prot. 37 nr. 327.
