men ogsaa med fjerdingsretterne paa altinget. Dog er her en væsensforskjel: enhver domstol kan »ryddes«, det vil si renses for inhabile medlemmer. Overfor lagretten kan der kun bli tale om indsigelse mot ulovskikkede medlemmer, f. eks. en lændmand, som ikke har bøndernes lov til at ta sæte, eller en som har tat sæte uten at være opnævnt. Paa Island brukes »rydja lǫgréttu« baade om at sætte lagretten og om at fjerne de personer fra lagrettens bænker, som pleiet at sætte sig der mellem sessionerne.
Lagretten skal dœma lǫg 1) i de saker, som er henskutt til den »at þingskotum rettum epter þvi sem lǫgbók segir« og 2) i de saker, »er menn leggja hendr sinar saman fyrir váttum tveim, er þat vitni kemr fram». Den er altsaa for det første øverste appelinstans, saaledes som vi ogsaa ser den er i G 35 og 266; men dernæst kan den i første instans paadømme de saker, som parterne for to vidner blir enig om at forelægge den, naar vidnerne herom føres for lagretten. Lagretten skal altid »dømme love efter lovboken, saasandt denne avgjør spørsmaalet. »En alt þat er bok skill eigi, þá skal þat hafa or hverjo máli er lǫgrettumenn verda allir á eitt sáttir ok rettast er fyrir Guði«. Den sisste sætning tilhører visselig kirkelig indflydelse i det 12. eller 13. aarhundrede; men regelen om, at alle lovspørsmaal endelig avgjøres ved lagrettens enstemmige beslutning er utvilsomt ældgammel[1]. Heri ligger ogsaa tydelig uttalt, at lagretten beslutter paa Frostatingets vegne; der gives ingen appel fra lagretten til lagtinget.
Om de »rette tingskot« (appel) faar vi besked i F X 30, som sier:
»Enhver sak, som alle fylkesmænd er enig om, da skal det paa ingen maate brytes, som de dømmer lov at
- ↑ Det bør i saa henseende merkes, at baade i den islandske lagrette og i femteretten (oprettet 1004) gjaldt flertalsprincippet.
