tid været et stort antal lovkyndige og politisk interesserte bønder, som ogsaa kunde ta ledelsen paa fylkes- og skipredetingene.
Det er karakteristisk for Trønderne, at de haardnakket holdt fast paa sin ret til at beklæde lagretten, ogsaa efterat de har utvidet sit lovomraade. Og likesaa lærerikt er det at sammenligne repræsentationsreglerne for de indenfjords og de utenfjords fylker. Repræsentanterne for de 8 indenfjords fylker er 400, for de 3 utenfjords 85 (eller 69). Fordelt paa skiprederne vil dette si, at de 8 gamle fylker sender 7 mand pr. skiprede, de 3 nye ca. 3. Den gamle Trøndelag er derfor meget stærkere repræsentert paa Frostatinget end Gulatingslagen paa Gulatinget eller Island i lagretten. Naar saa dertil kommer, at den hadde monopol paa lagrettens 400 sæter, vil vi faa et levende indtryk av den demokratiske selvbevissthet og selvhævdelse i denne del av det gamle Norge.
Og væsentlig anderledes kan det heller ikke ha været i Gulatingslagen. Ogsaa der er nævndemændenes tal efter Olavsteksten ca. 400 mand og disse maa ogsaa der ha utgjort lagretten. Det er ogsaa ganske utænkelig at man fra de gamle alting som øverste instans i alle rets- og lovspørsmaal skulde gaat over til en lagrette paa 36 mand med samme myndighet. Det vilde ha været en politisk umyndiggjørelse av folket, som er ganske ukjendt, baade i Gula- og i Frostatingslovene.
Om lagrettens kompetence fandt vi F I 2 flere oplysninger, som vi savner i G. Vi ser for det første, at lagretten er den samme under hele tinget, og tinget varer, saalænge folket vil ha det. Det er under straf forbudt uvedkommende at ta sæte i lagretten og likesaa de opnævnte at forlate sit sæte. Alle disse træk har Frostatingets lagrette tilfælles ikke blot med Islands lagrette,
