som dertil er opnævnt, skal sitte i lagretten, saalænge folket vil holde ting, medmindre han gaar ut paa naturens vegne. Men gaar han ut av lagretten utenfor vebaandene til et andet sted, da skal han bøte en pengemark. De mænd, som er opnævnt i lagretten, skal dømme lov (dœma lǫg) om de maal, som hit er skutt efter ret tingskot, efter som lovboken sier; og [likesaa] om de maal, som folk under haandslag for to vidner [er blit enig om at forelægge lagretten] og disse vidner føres. Men alt det, som boken ikke avgjør, da skal det gjælde i hver sak, som alle lagrettemænd blir enig om og rettest er for Gud.«
Det er ingen tvil om meningen av disse ord: Frostatingets lagrette bestaar av 400 dertil opnævnte mænd fra de 8 gamle Trondheimsfylker; derimot er de 3 utenfjords fylker (Namdalen, Nordmør og Romsdalen) ikke repræsentert i lagretten. Heller ikke har de kongelige lændmænd sæte i denne uten bøndernes samtykke. Dette viser tydelig, at lagretten skal repræsentere bondens retsopfatning og specielt trønderbondens. Opnævnelsen foregaar paa Frostatinget og vistnok – som vebaandshegningen – av alle aarmænd i fællesskap, ogsaa de utenfjords; men deres valg er begrænset til repræsentanterne for de indenfjords fylker. Disse to grupper falder allikevel ikke sammen; ti kvalifikationerne er forskjellige. Der stilles større krav til lagrettemænd end til nævndemænd med hensyn til alder og indsigt. Der forutsættes med andre ord at tinget blev besøkt av lagrettemændsemner ogsaa utenfor nævndemændenes kreds. Og dette er trolig nok. Lagrettehvervet var jo i virkeligheten et livsvarig ombud, idet lagretteeden kun blev avlagt ved første gangs opnævnelse, Tidligere lagrettemænd har derfor stadig paany blit opnævnt som nævndemænd og ogsaa ellers besøkt Frostatinget og faat sæte i lagretten. Paa den maate har der omkring i de gamle Trondheimsfylker al-
