skiprederne i Nordmør og Opdal, som laa nærmere. Antallet blir 18 nævndemænd fra Namdalen, 16 fra Romsdalen, 48 (eller 32) fra Nordmør og 3 (eller 2) fra Opdal, ialt 85 (eller 69). Her som i Gulatingslagen er repræsentationens tyngde henlagt til den ældste del av lovsamfundet, og det vil vi se endnu klarere, naar vi nu skal gaa over til Frostatingslovens regler om lagretten. Herom har vi bestemmelser i F I 2, som hittil har trodset alle fortolkningskunster, men som, efter mit syn, netop løser lagrettespørsmaalets gaate. Den lyder saa:
»Det er forn ret at aarmænd[1] fra alle fylker skal gjøre vebaand her paa tingvolden. Men saa vid skal vebaandene være, at de som er opnævnt til lagretten har rum at sitte indenfor. Aarmænd skal opnævne i lagretten saa mange som er mælt (ɔ: lovbestemt) fra hvert fylke. Der skal opnævnes fra indre Trondheim 40 mand fra hvert fylke (4 × 40 = 160) og fra ytre Trondheim 60 mand fra hvert fylke (4 × 60 = 240, ialt 400); og de mænd skal nævnes i lagretten, som er de ældste og de dygtigste[2]. Lændmænd skal ikke komme i lagretten, medmindre bønderne gir løive til. Saa er ogsaa mælt, at ingen mand, som ikke er opnævnt, skal sætte sig indenfor vebaandene, under en marks bot. Alle mænd,
- ↑ Hdskr. har: ármaðr, men verbet staar i flertal (skolo), saa ármenn maa være det rigtige.
- ↑ er ellztir ero oc gengstir; jfr. hermed F XIII 24 om tolvmandsdom paa femtestevne av »XII bœndr hina gegnstu oc hina ellztu innan fylkis»; denne bestemmelse er et nymæle fra 13. aarh. Jeg anfører til sammenligning kravet til nævndemændene: þá menn sem forverksmenn hafa ok þeim synazt venastir til skila i L I 1, jfr. F I 4 om Øyratinget.
synes at regnes for Þrœndir. I 1130 gav Harald Gille Þrœndum oc ollum lögunautum den rettebot, at han vilde holde kong Olavs love og alle rettebøter av senere konger av samme ætt. Om Haalogalands stilling se Storm, Sigurd Ranesøns proces s. 60 ff. og foran s. 14 f.
