nes at ligge i det hemmelighedsfulde i denne foranstaltning, forsvinder derved at den udgjør ligesom en integrerende del av Norges ældgamle handelslove.
Stortinget har derfor i haab om Hans Majestæts naadigste bifald til en foranstaltning, der kan bidrage til lettelse av byrder der uforholdsmæssigen trykker en av landets vigtigste industrigrene, forsaavidt dette samtykke kan bestaar med Hans Majestæts øvrige vise og landsfaderlige hensigter, underdanigst anholdt om, at Hans Majestæt naadigst vilde meddele samtlige toldboder, igjennem dette departement, den hemmelige ordre, at norske skibes læstedrægtighed nedsættes 1⁄7part i den nu befalede beregning, og at den forandrede drægtighed i overensstemmelse hermed bliver skibene at paabrænde.«
I anledning herav anfører departementet: »– – Da den provisoriske toldanordning av 7. decbr. 1818 § 14 bestemmer, at lige privilegerede med Norges indvaanere i toldvæsenet er de nationer som disse fordele ved specielle ordres til toldstederne tilstaaes, forsaavidt norske fartøier (eller varer der i norske fartøier ind- eller udføres) hos bemeldte nationer behandles ligesom deres egne fartøier eller som varer i deres egne fartøier, – og da de fremmede nationer, stolende paa dette redelige og uforbeholdne tilsagn, tildels har indgaaet overenskomster med Norge angaaende en reciproque behandling av skibe og varer, saa kan departementet ikke tilraade nogen saadan hemmelig foranstaltning til fordel for landets egne skibe som den Stortinget har proponeret; og maa departementet til styrke for denne dets formening end videre underdanigst anmærke, at det ikke er bevisliggjort, at om norske skibes fremfor landets egne skibes fart besværes paa nogle fremmede steder, dette sker fra de vedkommende regjeringers side paa en underfundig maade, hvilket Stortinget synes at forudsætte, ligesom vel ei heller en saadan underfundighed,
