hvis den virkeligen eksisterede, burde gjengjældes ved lignende behandling heri landet og det ikke alene av den nations skibe av hvem man var forurettet, men ogsaa av alle fremmede nationers skibe i almindelighed.« Derfor indstiller departementet at Stortingets adresse henlægges.
Dette forslag vandt regjeringens tilslutning og blev bifaldt ved kgl. res. av 6. 10. 1821.
Efterhaanden blev der løst lidt paa de baand som hindrede den norske skibsfarts udvikling, dels ved forandringer som blev foretaget i fremmede staters lovgivning om skibsfarten, men særlig ved de handelstraktater som blev sluttet mellem Norge og andre lande.
Sverige. Allerede 18. 11 1814 var det ved en skrivelse fra daværende 4de departement bestemt, at svenske handelsskibe indtil videre skulde ansees som privilegeret i Norge. Forudsætningen var da, at Sverige paa sin side skulde træffe en lignende ordning angaaende norske skibe, og dette fik udtryk i Stortingets ansøgning til kongen av 24. 11. 1814[1] om, at norske skibe og varer i dem maatte med hensyn til rettigheder og avgifter i Sverige ligestilles med indenlandske skibe, saaledes som tilfældet var med svenske skibe i Norge. Dette var nemlig langtfra tilfældet i Sverige. Der var det ved den saakaldte »produktplakat« av 1724 forbudt fremmede skibe at indføre til Sverige andre landes produkter end sit eget, og i toldtariffen var der sat meget høiere avgifter for fremmede skibe og varer i dem end for indenlandske; endnu i toldtariffen av 1. 7. 1826 var det bestemt, at saafremt der ikke var truffet anden avtale med vedkommende land, skulde der av varer som indførtes eller udførtes i fremmede skibe, betales henholdsvis 40 og 50 pct. tillæg til
- ↑ Stortingsforhandl. 1814 s. 825.
