de blev i de senere daarlige tider slet vedligeholdt og slet udstyret, og stod i almindelighed tilbage for andre nationers skibe. Naar de alligevel klarede sig frem saavidt som de gjorde, skyldtes dette udelukkende de norske sjømænds dygtighed.
Forhold til andre stater. Norges skibsflaade var, særlig i de første av disse aar, lidet beskjæftiget i fragtfart mellem fremmede lande, idet den almindelige tilbagegang i skibsfarten, landenes lovgivning og de store avgifter som hvilede paa fremmede skibe, lagde hindringer i veien for en saadan fart. Vor skibsflaade var derfor væsentlig henvist til den virksomhed at bringe til andre lande vor trælast, vore fiskevarer og andre udførselsartikler og at føre tilbage til landet hvad det trængte av korn, salt og andre varer. Og selv denne fart havde nordmændene ingenlunde helt for sig selv, men maatte i ikke liden udstrækning dele den med andre lande.
Med hensyn til handel og skibsfart var andre lande i forhold til Norge dels privilegeret, dels uprivilegeret. Privilegerede nationer var paa grund av ældre handelstraktater, ifølge en meddelelse fra februar 1817 – foruden Sverige, som ansaaes for at staa i en særstilling – Rusland, Britannien, Nederlandene, Frankrige, Spanien, Portugal, de italienske stater, kongeriget Hannover og byen Hamburg. Uprivilegeret var blandt andet Danmark, de Forenede Stater og de tyske stater undtagen Hannover og Hamburg[1]. Danmark var i den første tid efter foreningens opløsning blevet behandlet som privilegeret nemlig ifølge Regentskabets skrivelse til toldkamrene av
- ↑ Rigsarkivet, finansdepartementets referatprotokol 20 nr. 200. Ved kgl. res. 9.5. 1831 blev kongeriget Begge Sicilierne igjen erklær etfor uprivilegeret.
