i nogen tilbagegang indenfor denne aarække av landets skibsfart. Fra 1815 til 1816 var der vistnok tilbagegang i skibsfarten paa grund av den forcerede udførsel av trælast i det første aar; men ellers var Norges skibsfart i disse aar i det hele i fremgang. Men grunden til skibsflaadens tilbagegang var, at den fra tidsrummets begyndelse var større, end landets behov krævede under de forhold som var indtraadt med freden. Da flaaden i 1825 var naaet ned til den størrelse som svarede til landets behov, begyndte dens størrelse igjen at stige paa grund av landets stadig voksende skibsfart. Den var i 1826 63700 kommercelæster, i 1827 65600, i 1828 68600, i 1829 70100 og i 1830 72700 kommercelæster. Om alle disse opgaver er at mærke, at skibe eller baade under 2 kommercelæster (uden tillæg) ikke er medtaget, og at opgaverne er lidt for lave, fordi »fortegnelserne over de større aabne baade og over jagter, især i det vesten- og nordenfjeldske, er temmelig ufuldstændige«[1]. Samtidig med skibsflaadens tilbagegang gik ogsaa skibenes gjennemsnitsstørrelse stærkt ned. Den var i 1815 51 kommercelæster, i 1820 43, i 1825 36, i 1837 35.1; siden steg den langsomt og var i 1830 35.8 kommercelæster. Tilbagegangen rammede nemlig kun de større skibe, medens den samlede drægtighed av smaafartøierne, fartøier under 20 kommercelæster (uden tillæg), i det hele var i vækst. Dette havde sin grund dels i den stærke fremgang av den indenrigske skibsfart, hvori mest brugtes smaafartøier, dels i den stadig øgende udførsel av sild til Sverige og indførsel av korn fra Østersjølandene, hvori ligeledes smaafartøierne fik anvendelse.
De norske skibe var i det hele av tarvelig beskaffenhed. De var daarlig bygget, blandt andet av den grund at man i den fordelagtige tid før krigen byggede i hast;
- ↑ Schweigaards Statistik s. 183.
