17. 3. 1814. Men da Sverige før 1814 var uprivilegeret nation i Danmark og Norge, antog den danske regjering, efterat Norge var blevet forenet med Sverige, at hvad der i Danmark var gjældende overfor Sverige, ogsaa maatte være gjældende overfor Norge, og behandlede derfor Norge som uprivilegeret nation[1], saa at avgifterne av norske skibe og varer i dem i Danmark blev forhøiet med 50 pct. Da man i Norge havde faaet officiel underretning herom, blev det ved provisorisk anordning av 12. 4. 1815 – bekræftet ved lov av 25. 10. samme aar, – bestemt, at Danmark skulde ansees som uprivilegeret.
De privilegerede nationers skibe og varer i dem betalte i Norge – med nogle mindre væsentlige undtagelser – ikke større avgifter end landets egne skibe. Forudsætningen var da, at norske skibe i de samme lande med hensyn til avgifter skulde behandles som landets egne skibe. Men dette var ingenlunde tilfældet, idet i de fleste lande norske skibe var langt mere bebyrdet med avgifter end vedkommende lands egne, hvilket delvis kunde have sin grund i, at nogle lande efter Norges forening med Sverige ifølge finansdepartementets formodning behandlede norske skibe og varer i dem efter de traktater som var gjældende mellem vedkommende land og Sverige[2]. De uprivilegerede nationer betalte i Norge 50 pct. tillæg i indførselstold, dog ikke for korn til det nordenfjeldske, fremdeles 50 pct. tillæg i udførselstold, dog ikke for trælast; desuden i de fleste tilfælde større skibsavgifter. Men ogsaa i de uprivilegerede lande blev norske skibe behandlet paa forskjellig vis, idet de havde flere begunstigelser i det ene land end i det andet. Prov. anordn. av 7. 12. 1818 om told- og konsumtionsvæsenet søgte ved forskjellige bestemmelser at bringe mere orden
