Tid laa Vaagen endnu øde uden nogen fastboende Befolkning; dette fremgaar af Sagaens Ord om Kong Øystein Magnussøn. »Nord i Vaagen satte jeg Fiskeboder, for at Fattigfolk kunde nære sig og opholde Livet; jeg lod bygge en Prestegaard og lagde Gods til Kirken.« Kort i Forveien hedder det om Kong Øystein: »Han lod og gjøre en Kirke nord paa Vaage i Haalogaland og lagde dertil Gods og Indkomst«[1]. Endnu flere Hundrede Aar efter sees det at have været en meget tynd og spredt Befolkning her. I Erik Hansen Schiønnebøls Beskrivelse af Lofoten og Vesteraalen 1591[2] hedder det om Vaagen: »Dette Fiskevær har i gamle Dage været en Kjøbstad – – – men nu er det ikke andet paa denne Dag end et armt, Fiskevær, og der bor ikkun 10 eller 12 arme elendige Stavkarle«. Det er altsaa endnu kun et almindelig Fiskevær med endel Strandsiddere. Bebyggelsen er altsaa begyndt og det rimeligvis for længere Tid siden; men Stedet er dog endnu kun et Fiskevær. Strandsidderne betalte naturligvis Leie for Tomt og lignende og desuden de, som alle andre, der fiskede her, Landvarde til Fogden.
Imidlertid synes det, som om Landvarden i Vaagen efterhaanden ophørte i Løbet af det 17de Aarh. eller med andre Ord: at Vaagen ophørte at være et Fiskevær, som eiedes af Kongen. Dette sees af ovenanførte Andragende, som Almuen i Harstad i 1667 indsendte til Statholderen om at maatte slippe at betale Landvarde, hvori de paaberaabte sig, at Indbyggerne i Vaagen og Skroven, som tilhører Kgl. Majestæt, ikke betalte.
Kong Olaf Haakonsøn søgte ved en Retterbot af 1384[3] at ordne Handelen i det nordlige og vestlige Norge
