som ovenfor paavist udtaler, at Kongen som de andre Jorddrotter tog Afgift af Fiskerne for Bruken af Fiskeværene. Altsaa gaar man ud fra, at ogsaa private Mænd kunde oprette Fiskevær og paalægge Fiskerne Landvorde. Saa naturlig og ligetil, som dette synes, san er det dog historisk urigtig. Jeg har ovenfor paavist, at Landvorde altid brukes om Betegnelse for en Afgift til Kongen i Lighed med Leding; hvor andre tager denne Afgift, er det paa Kongens Vegne, eller denne har afstaaet sin Ret til private Personer.
Men saa spørges: Kunde da ikke private Jordeiere oprette Fiskevær? Naturligvis kunde ’det hænde, og i vor Tid er der opstaaet en Mængde saadanne Fiskevær. Det kan derfor ikke benegtes, at det samme kunde være skeet ogsaa i ældre Tid. Imidlertid har vi intet historisk Vidnesbyrd herom, og vi maa derfor antage, at alle de gamle Fiskevær er opstaaet af kongelige Almenninger paa den Maade, som ovenfor er skildret.
I Tilfælde af, at private Eiere forsøgte at oprette Fiskevær, maatte Forholdet mellem Væreieren og Fiskerne ordnes som et privat Kontraktsforhold. Eieren kunde betinge sig Husleie, Tomteleie o.s.v., men det var ikke Landvorde. Den væsentligste Fordel vilde dog være Forkjøbsretten til Fisken, som han kunde betinge sig. Et saadant Fiskevær vilde være ren Privateiendom, og det vilde let blive fast bebygget. Men som sagt bestemte Eksempler herpaa haves ikke.
Det er merkelig, at Fiskeværene tilhører udelukkende Nord-Norge samt Trondhjemsfylkerne. De ophører ved Grændsen mellem Romsdal og Søndmør. Hvad Grunden kan være hertil, er ikke let at forstaa; der kan tænkes flere Grunde, blandt disse ogsaa den, at der her var faa eller ingen af de ytre Almenninger, eller rettere, at Kongen ikke gjorde sin Ret gjældende. Derimod gjorde Natur-
