Senjens Fogderi foraarsages høiligen for Eders Høihed at tilkjendegive, hvorledes Nils Morten, Ombudsmand over de Rosenkrantsers Gods, fordrer os for Landvare at udgive, endog vor allernaadigste Arve-Konge og Herres Svar Anno 1665 lyder, at Almuen skulde være fri for Landvarefisk at udgive – – – – Falder derfor vor underdanigste Bøn og Begjæring, at hans Eksellens vilde hjælpe os fattige Folk tilrette, saa vi kunde nyde Forskaansel for bemeldte Landvare, saavelsom de Godtfolk gjør, der søger de almindelige Fiskevær Skrogen og Vaagen – –«[1].
Herpaa har Vice-Lagmanden Kristen Jensøn Munchegaard tegnet en længere Betænkning, hvor han søger at forklare Landvarden, men viser, at han er helt uden Forstaaelse af Sagen. Landvaren i Nordland var af 2 Slags: 1. Kongen haver altid taget et Slags Landvare som er en fuldkommen Landskyld af ganske Tromsø Fogderies Opsiddere. – – – I samme Fogderi findes og noget af det fordums Rosenkrantsers Gods, hvoraf lige saadan Landvare oppebæres. 2. Men den anden Landvare, som ofte og endnu paaklages, er den Hans Maj. naadigst over alt forleden 65 haver forbudt at oppebæres – – – –[2].
I 1666 solgte Kongen alt Kronens Gods i Tromsø, Senjen og Nordland til Joakim Irgens. I Skjødet opføres som hørende med i Salget Landskyld, Landvarde, Grundleie og Leding, som nu gik over fra Kongen til Kjøberen. Den store Samling af Jordegods blev senere splittet i flere Dele og gik over paa forskjellige Hænder; men Landvorden saavel som de andre Rettigheder fulgte altid Eierne[3].
Der melder sig her et Spørgsmaal, som vi ikke kan komme forbi. Det synes saa enkelt og naturlig, naar man
