til Landvorden, som kun indbefattede Ret til at have Tilhold paa Været under Fisket. Man kunde sige, at det snarere ligner Bøndernes Ret til at tage sig Sommerstøl i Almenningen, dog med den Forskjel, at for denne Ret betaltes ingen Afgift. Paa sine Steder krævede Fogden Sæterleie eller Stølsleie, og hvor saadan betaltes, skjønt Loven ikke gav Adgang dertil, blev Ligheden fuldkommen.
Jens Bjelke giver i sin Forklaring paa juridiske Udtryk i Kristian den fjerdes norske Lovbog en Forklaring paa Landvorde, som viser os, at der dog fandtes dem i vort Land paa denne Tid, som forstod Udtrykket. Han siger: »Landvorde er den Rettighed, som betales af Vær eller Øer, som ligger langt udi Havet, for man sætter sine Baade derpaa, eller Sjaaer for at tørke Fisk paa og haver og Tilhold at have Natteleie paa«.
Kongen kunde sælge Almenninger, en Ret, som han har udøvet gjennem mange Hundrede Aar og maa ansees for at være fastslaaet som Sædvaneret. Denne Ret gjælder saavel de øvre som de ytre Almenninger og er udøvet i en Mængde Tilfælde, ogsaa hvad de sidstnævnte angaar. Men det var altid Forudsætningen ved disse Salg, at Kongen solgte den Ret, som han havde til Almenningen og kun denne. Dette blev særlig ved Salg af Skogalmenninger et meget brændende Spørgsmaal, da den private Kjøber altid forsøgte at hævde, at Salget var et rent Eiendomssalg. Domstolene har dog altid hævdet, at Kongen kun solgte den Ret, som tilkom ham, og at derfor Bøndernes Bruksret forblev ukrænket. Dette maatte ogsaa gjælde, hvor der er Tale om Salg af Fiskevær. Bønderne havde Ret til at gjøre Udror fra Været som tilforn; men den nye Væreier havde Ret til at oppebære Landvorde. Denne Ret tabte dog i Tidens Løb meget af sin Værdi og blev en fast Afgift paa en Del Fiskere. Det var en anden Ret, som for den private lier havde langt større
