Værd, nemlig Retten til at kjøbe Fisken, Forkjøbsret altsaa til al den Fangst, som gjordes i Været. Denne Ret skrev sig ogsaa fra Kongen, som havde Forkjøbsret til al Fiskefangst, noget han dog aldrig benyttede sig af. Men for Væreierne fik dette stor Betydning. Imidlertid skal jeg her ikke gaa nærmere ind paa denne Side af Sagen; det er praktiske Spørgsmaal, som berører Nutiden og for Fiskerne betyder meget. Hvad jeg her særlig ønsker at betone, er, at der uden Tvivl i Tidernes Løb er solgt mange Fiskevær eller lignende Fiskepladser, hvorom vi mangler enhver Oplysning. Vi kjender kun Salg, som er foregaaet i Løbet af de sidste 250 Aar.
Vi ved, at en Mængde Skogalmenninger og Fjeldalmenninger er gaaet over i privat Eie i Tidens Løb derved, at Brukerne har tilegnet sig dem som formentlig Eiendom, naar de gjennem længere Tid havde udøvet Bruksretten. Ofte har private tilegnet sig en Almenning, idet den laa som herreløst Gods, som enhver kunde forsyne sig af. Den største Del af de umaadelige Almenningsstrækninger, som engang opfyldte vort Land, er paa denne Maade gaaet over til privat Eiendom.
Der er al Grund til at tro, at det samme har været Tilfældet med de ytre Almenninger, og at en Mængde Fiskevær eller Fiskepladser, som nu er privat Eiendom, engang har været Kongens Ålmenning. Som Eksempel kan vi nævne Vaagen og Bu i Romsdalen; men forøvrig er det ikke mulig nu at sige noget bestemt i denne Henseende i en Mængde Tilfælde.
I Tidens Løb tabte man Forstaaelsen af Landvordens Oprindelse; den blev til en Afgift paa den fiskende Almue, som vakte megen Harme og Misnøie. Det maatte jo vække Bitterhed, at Fiskerne paa et Vær maatte betale denne Afgift, medens de paa et nærliggende Vær var fritaget. Dette forekom Fiskerne uretfærdig, og de mentes
