Jeg har ovenfor nævnt, at Landslod og Landvorde
ikke maa sammenblandes, hvad undertiden er skeet. Eksempler
herpaa har jeg nævnt, og det kunde synes overflødig
at nævne flere; men da der findes et i et saa anseet
Verk som P. A. Munch, Det norske Folks Historie, bør
det kanske ikke forbigaaes i Taushed. Under Omtalen af
Kong Eirik Magnussøns Forhandlinger med Hansastæderne
i 1388[1] siges det, at han gav dem Ret til at fiske Sild i
Norge med Fritagelse for at erlægge den sædvanlige Landvarde
eller Afgift ved Sildefisket den følgende Vinter.
Man kan ikke se, om Udtrykket Landvarde staar for Forfatterens
Regning, eller om det hører hjemme i Kilden;
men da Forfatteren ikke har nogen Berigtigelse eller nogen
Bemerkning, maa han i hvert Tilfælde bære Ansvar for
Udtrykket. At en Forfatter som P. A. Munch kan tale
om Landvarde ved Sildefiske er dog høist paafaldende.
Det maa enten menes Landslot eller ogsaa en særlig Afgift,
som Udlændinger betalte for at faa Tilladelse til at
fange Sild i Landet; i begge Tilfælde er der Tale om
noget helt andet end Landvarde, som kun fandt Sted,
hvor Torskefiske dreves. Landslod og Landvarde er to
rent væsensforskjellige Afgifter og hører til hver sit Fiskeri,
som allerede ovenfor udtalt.
Jeg har ovenfor sammenstillet Landvorden med den Landskyld og Leding, som Kongen tog af Rydningsmænd i Kongens Almenning. Forholdet er dog ikke ganske det samme. I sidste Tilfælde optræder Kongen som Jorddrot og oppebar Afgift for Bruk af Jorden, som efterhaanden gaar over til Leilændingens fulde Disposition og Eiendom. Noget tilsvarende kan ogsaa indtræde ved de ytre Almenninger, naar der finder Bebyggelse Sted, og Kongen bortfæster Tomter, Pladser og lignende. Men dette hørte ikke
- ↑ B. IV, 2, S. 147.
