I 1633 fik Olav Parsberg Skrivelse fra Kongen om
flere Fogder i Lenet, som der var klaget over. Saaledes
var der klaget over Baltser Kare, Foged paa Nordmør,
af Bønderne, og han tilholdtes at tilbagebetale dem, hvad
han urettelig havde oppebaaret saasom Stikpenge, Overvægt
paa Landskyld og Landvorde o.s.v.[1].
I 1633 tilskriver Kongen Kristoffer Urne og Jens Bjelke[2], at der i Trondhjem, Nordlandene og Vardøhus Len af Bønderne var klaget over Landvorden, som de vilde fritages for; herom skulde de uttale sig.
I 1648 faar Preben von Ahnen Forleningsbrev paa Helgeland, Salten, Senjen m. m., og her omtales Landvor sammen med Finnetal, Finneleding, Told o.s.v.[3].
Af disse forskjellige Vidnesbyrd fremgaar det med Klarhed, at Landvorden er en Afgift til Kongen og ikke til private Eiendomsbesiddere. Naar andre Personer end Kongen oppebærer Landvorde, da er det som kongelige Lensherrer, der oppebærer den paa Kongens Vegne.
Fiskevær kan ogsaa være blevet solgt i ældre Tid, og da fulgte naturligvis Landvorden med, I den nyere Tid fandt saadant Salg ofte Sted, og Landvorden omtales stadig, men ingen kan derav drage den Slutning, at den var en Afgift til en Privatmand.
Det forekommer mig derfor at være uimodsigelig, at den ovenfor nævnte Forklaring af Landvorde er misvisende eller unøiagtig. Landvorden var ikke en Afgift, som svaredes til private Jordeiere, men kun til Kongen, og den hvilede ikke paa Eiendomsrettens Grund, men paa Ålmenningsrettens. Den kan sidestilles med den Afgift, som en Rydningsmand maatte betale, naar han optog et Bruk i Kongens Almenning.
