for den. Heraf sees ligeledes, at det er en Afgift til Kongen, som der er Tale om, ikke en Afgift til private Jordeiere.
At Landvorden hørte med til de Indtægter, som en Lensherre oppebar paa Kongens Vegne, fremgaar paa det klareste af et Diplom fra 1490[1], hvor Junker Hans Jonsøn (af Haftor-Sønnernes Æt) sees at have haft 1⁄3 af Landvorden af Suderøy i Finmarken, medens Kongen beholdt 2⁄3.
Paa Vestlandet nævnes Landvorde meget sjelden; det forekommer dog. Saaledes opføres Kronens Landvor i Søndfjord 8 Voger Fisk af 12 Gaardparter. Ligesaa i Nordhordland Kronens Landvor af 6 Gaardparter[2]. Endvidere omtales her Kronens Landvor af Nordland og Finmarken[3]. Landvorden er saaledes en Afgift til Kronen. At den kunde paahvile enkelte Gaarde, synes besynderlig; det maa antagelig forklares saaledes, at der oprindelig har været Fiskevær her eller om ikke netop et Vær saa et Udrorssted.
I Norske Rigsregistranter II, S. 104 anføres et Forleningsbrev til Aksel Gyntersberg paa Helgeland. Her nævnes som hørende til Forleningen 1 Vog Fisk Landvorde. Sammesteds S. 651 anføres et Forleningsbrev paa Giskegodset, og her opføres Fiskeværet Hoven med 11⁄2 Vog Landvorde.
I IV, 150 findes Forleningsbrev til Nils Vind paa Bergenhus Len 1606, og her nævnes: Leding, Landskyld, Landvorde og Fredtold, som han havde at gjøre rede for. Sammesteds S. 554 anføres Forleningsbrev til Knut Urne af 1615 paa Bergenhus. Blandt de kongelige Indtægter, han oppebar, nævnes ogsaa Landvorde.
