Her er det klart, at Erkebispen har de nævnte Fiskevær
som Forlening af Kongen eller rettere: De hørte med
til Forleningen af Finmarken eller andre Dele af Nord-Norge.
Hvorledes skulde ellers Erkebispen have faaet
disse Fiskevær. At han skulde have Jordegods her, hvoraf
Værene var udlagt, er utænkelig.
I Olaf Engelbregtsens Jordebog omtales Laudvorde af Vaagsøien, af Sande, af Haaøien, af Nesøien og Haaøien i Tromsø[1]. Hvad ovenfor er sagt, gjælder ogsaa her. At det er som Len, Erkebispen har Værene, fremgaar ogsaa af, hvad vi ved om andre Personer i Datiden.
I 1532 sees saaledes Vincens Lunge at have Leding, Udror og Landvorde af Finmarkens Len[2], og samme Dag skriver hans Svigermoder Fru Ingegerd til Austraat[3], at hun havde faaet Skade paa sin Landvord. Man kan vel ikke tænke sig, at Vincens Lunge skulde eie Fiskevær i Finmarken og neppe heller, at Fru Ingegerd havde saadanne Eiendomme. Men al Tvivl herom bør bortfalde, naar vi ser, at den nævnte Afgift nævnes sammen med Leding. Landvorden er saaledes en Afgift til Kongen som Ledingen, og de nævnte Personer oppebærer den som kongelige Lensherrer.
Samme Aar eller Aaret efter har vi en Optegnelse fra Biskop Olav Torkjellsøn, hvor han skriver: »Um landvorden at lægge uppaa«[4]. I 1547 haves et Diplom fra Thor Thorbjørnson[5], hvor han klager til Lensherren Esge Bilde, at Bønderne vægrede sig ved at betale Landvare og havde henvendt sig til Kristoffer Hvitfeldt og anmodet ham om at hjælpe dem til, at de maatte fritages
