vorden[1]: »Ero skipstiornar men ok aller skyldugir at græida tiund alla af sinum lutt. af skræid oc adrum fiskum. skoda oc akta at sua græidi aller skiparar fulkomlega – – – sua att huarke skærdi tiundena konongs skræid ne landuerdur. – –
Heraf sees, at Landvorden sidestilles med Kongens Fisketiende. Høvedsmanden skulde svare Tienden for Baaden eller Skibet, og det er da rimelig, at den samme Regel gjaldt for Landvorden. Men om denne skulde svares med 5 Fiske af hver Mand paa Baaden eller af hvert Baadlag, er tvivlsomt. Det sidste synes at være det rimeligste, da det ellers synes, at Afgiften blev temmelig stor. Fem Fiske svarer kanske til Baadens fem Rum.
I Sættargerden i Tunsberg[2] gjentages Ordene i Jons Kristenret.
I Aslak Bolts Jordebog forekommer Landvorde omtalt 4 Gange[3]: af Vagxvere, af Sandom, af Knutzfjorde, af Baldrekstadum. Af disse Fiskevær tog Erkebispen Landvorde. Det er vel disse Oplysninger, som har bragt de ovenfor nævnte Videnskabsmænd paa den Tanke, at Landvorden var en kirkelig Afgift, som Erkebispen tog i Lighed med Kongen af sine Eiendomme. Men dette er en Misforstaaelse, som det synes man ikke kunde tiltænke saa betydelige Videnskabsmænd. Landvorden er ingen kirkelig Afgift som Tiende, Landskyld o. s. v. Den nævnes aldrig, hvor Kirkens Rettigheder omtales. Dette vilde jo ogsaa stride mod den Forudsætning, vi gik ud fra, at den var en Afgift af Almenninger. Kirken har aldrig optraadt som Eier af Almenninger paa første Haand; derimod kan den nok have erhvervet sig dem paa anden Haand som ved Kjøb og lignende.
