Sigurd, Øystein og Olav Magnussønner[1]. »Sigurðr konungr, Eysteinn oc Ólafr gáfu öllum lögunautum – – – reycmæla oc afráð oc landaura alla, öllum þeim mönnum er her eru í útgardðum með oss oc scipleigur allar«.
I § 2 omtales særskilt Retterbøterne til Háleygerne, og her hedder det: »Fiskigiafir allar bæði af nesium öllum oc af öllum fiskistöðum. fyrir utan þat er menn hafa gefit konungi 5 fisca. þat scal hverr maðr fá er í fisci er í Vágum«.
Her er det sagt med klare Ord, at alle Paalæg om Afgift af Fiske m. m. fra Kong Sveins Tid er afskaffet med Undtagelse af Landvorden, som ydedes Kongen af de ham tilhørende Fiskevær. Det sees her klart, at Landvorden er en Afgift, som kun paahviler dem, der ror fra de kongelige Fiskevær d. e. de ytre Almenninger. Naar Vaagen særskilt nævnes, saa var det, fordi dette Vær var det vigtigste, maaske det eneste paa denne Tid; hvad der gjaldt dette, gjaldt alle de andre, som opstod i Almenningerne.
I § 3 omtales Naumdølerne, som ligeledes fritoges for de nævnte Afgifter; men her nævnes ikke Landvorden, fordi der ikke fandtes saadanne Fiskevær her, hvor Landvorde opkrævedes.
Tilsidst omtales saa, at Kong Magnus og Kong Harald og de tre nævnte Konger gav Retterbøterne og førte Loven tilbage til dens gamle, oprindelige Skikkelse, hellig Olavs Lov[2].
Blandt de Paalæg, som ovenfor nævnes, var ogsaa afráð, som efter Professor Taranger var Afgift for Bruken af Almenninger.
I Erkebiskop Jons Kristenret omtales ogsaa Land-
