stemme; men i ethvert Fald er det sikkert, hvad den følgende Tids Historie viser, at Landvorden vedblev at bestaa, og da kan den ikke have været en Skat eller Afgift paa alle Fiskere, hvad Kong Svein vilde gjøre den til.
Kong Sveins Lovbud blev ophævet for Gulatingslagens Vedkommende ved Kong Magnus den godes Opgjør med Bønderne i Langøsund paa Nordmør[1]. Efter Gulatingsloven 148 blev her nye Retterbøter givet af Kongen; men enkelte av dem blev senere givet af Haakon Thoresfostre. Det hedder her: »Jola giaver scolo aldrigi uppi vera siðan. Þat fe scal hverr hava er i sinni iorðu finnr, þo at annan upp grave. Skip sitt scal hverr nyta at fullum fridi, fara hvert sem hann vill. Landaura scal engi maðr giallda þeirra er i utgerðum ero«. Den følgende Bestemmelse handler om dem, som reiser fra Landet. Her nævnes ikke alle Sveins Paalæg, og antagelig maa vi vel gaa ud fra, at de mest urimelige af dem er bortfaldt af sig selv, da Kong Svein forlod Landet. Resten er blevet det ved det her omtalte Forlig, deriblandt ogsaa Budet om Ydelse af Landvorde af alle Fiskere. Derimod maa det antages, at Kong Harald Haarfagers Paabud om Landvorde af Kongens Almenninger d. e. Fiskevær, er blevet staaende ved Magt. Landvorden forekommer stadig senere. Forøvrig havde Budet meget ringe Betydning for Gulatingslagen, da der neppe fandtes Fiskevær her af nævnte Art paa denne Tid.
Anderledes derimod var Forholdet i Trøndelagen, hvortil her regnes Møre og Haalogaland. Her synes Kong Sveins Love delvis at have haft Gyldighed i lidt længere Tid. I Frostatingsloven XVI, 1–3 finder vi nemlig nye Retterbøter om disse Paabud af de tre Brødre Kong
- ↑ Munch anf. Verk II, 848. Norges Historie for det norske Folk I, 1, S. 27.
