mælt er, da skal hin fare allikevel. Men aarmanden hente bøterne og ha halvdelen og den, som reiste, halvdelen. Aarmanden skal ikke gi nogen, som er opnævnt til Frostatingsfærd, lov til at sitte hjemme. Og selv om han gir ham lov, da sakes hin allikevel. Men aarmanden har intet søksmaal mot den, som han gav lov til at være hjemme. Men de bønder, som farer til tinget, har søksmaal mot ham, og reise sak paa næste ting og kræve at de skyldige vedgaar sin forpligtelse. Men vil de ikke vedgaa, da stevne dem til tinge fra dette ting. Og om de heller ikke da betaler, da skal bønderne gjøre atfor (eksekution) og ta ut det dobbelte beløp. Men den; som ikke er med i atforen, han er saket 6 ører til kongen. Men om aarmanden sitter hjemme uten forfald, bøte han en tællet mark til de bønder, som for til tinget, og det samme gjælder dem, søn er opnævnt til tingfærd, men blir sittende hjemme.«
Jeg nærer ingen tvil om, at vi i avsnit 1 og 2 efter Hk 1 og L I 1 og 2 i alt væsentlig har en korrekt gjengivelse av den ældre Frostatingsboks regler om nævndemændene til Frostatinget. Det viser sig nemlig, at alle 4 utgaver av Landsloven har forskjellige nævndemændsregler og det selvfølgelig av den grund, at de gamle lagting her har holdt fast ved sit ældre repræsen-
bøterne. »Lǫgmenn« er derfor et senere indskudd i teksten, hvis oprindelige skikkelse har været: Ármaðr etc. hálft, en hálft fylkismenn allir. Det er som dommere paa fylkestinget, at »alle fylkesmænde blir berettiget til bøter; paa Frostatinget tilfalder bøterne alle nævndemænd fra vedkommende fylke, se F V 46: En þeim XVIII aurum skal svá skipta, er sakaráberi skyldi upp taka, at þá skulu hafa hálfa þeir menn er nemnder voru or þvi fylki til Frostoþings á þvi áre, er domr var dœmdr á. Jfr. ogsaa G 3, Hk. 2 og L I 5. Vi kommer tilbake til dette emne under behandlingen av Eidsivatingsloven.
