ældste Sted, hvor Landvorden omtales. Dog brukes ikke Navnet her; men at det er Landvorden han har for Øie, naar han omtaler, hvorledes Harald tilegnede sig ikke alene »alt Land bygt og ubygt, men endog Sjøen og Vandene«, kan der vel neppe være Tvivl om. Det ubebyggede Land er Almenningerne, og ved Sjøen tænkes der særlig paa Fiskerierne. Tidligere havde man kunnet drive Fiske, hvor man vilde; men nu kom Kongen og tiltog sig Ret til at tage Afgift af Fiskerne, naar de roede ud fra de øde og ubebyggede Øer. Som det fremgaar af senere Kilder, var Afgiften 5 Fiske. At dette var en Afgift, som Kongen alene og ingen anden tog, fremgaar, synes mig, ogsaa af de Udtryk Eigil bruker. Det er klart, at dette er en Afgift, som hidtil var ukjendt. Hvis det var en saadan Afgift, som alle Grundeiere tog, saa vilde der ikke have været noget at sige par det. Det eneste, man kan være i Tvivl om, er, hvor langt Kongen strakte dette Begreb: Ytre Almenninger; derom er det vanskelig for os at gjøre os nogen klar Forestilling. Det er kanske mest sandsynlig, at i Virkeligheden var alt det Fiskeri, som det her sigtes til, knyttet til Konges Almenning. Fiskevær, som eiedes av private, var noget, som var ganske ukjendt og i det hele taget synes Deltagelse i Torskefisket om Vinteren, som det her sigtes til, af Fiskere, som roede fra sin eiende Gaard, ukjendt. At der her og der kunde findes en eller anden, som drev saadant Fiske, er vel tænkelig, men var ganske uden Betydning i det store og hele.
Naar Kong Harald Haarfager saaledes kræver Afgift af Fiskerne, saa er det ikke som almindelig Eiendomsherre, han optræder, men som den, der tilegner sig alt det Land, som laa ubebygget d. e. Almenningerne.
Professor Taranger har efter min Mening Ret, naar han i det anførte Skrift siger, »at det sandsynligvis var
