som den nævnte Forfatter: »Landslot, Afgift af Fiske til Eierne af den Strand, hvorfra Fisket dreves, og forsaavidt denne laa herreløs eller tilhørte Krongodset, til Kongen«. Forfatteren indfører her et nyt Begreb: Landslot. Herom vil jeg bemerke, at det er en ren Misforstaaelse, naar han gjør Landevorden til ensbetydende med Landslot. Landslot er Navn paa den Del af Fisket, som tilkommer Grundeieren, hvor der drives Notfiske, især Sildefiske, tildels Laksefiske og Seifiske. Jeg har aldrig hørt Tale om Landslot ved Torskefiske. Se Ivar Aasen: »Landslut, Landlod af en Fiskefangst, især af et Sildekast, en vis Del, som tilfalder Eieren af den Grund, hvorpaa Vadet trækkes op«. Naar bortsees fra denne Bemerkning om Landslod er de to Forfattere saavel som den nævnte Kommissions Indstilling væsentlig enige i sin Forklaring, som antagelig skyldes Fritzner, der har den allerede i sin første Udgave af Ordbogen.
Foreløbig vil jeg kun bemerke om Forklaringen, at den a priori ikke synes meget rimelig, naar man først er enig om, at Fiskeværene oprindelig var Kongens Almenning, og at Afgiften af dem svaredes til Kongen. Man bør derfor, naar man vil forklare Ordet og dets Betydning, ikke gaa ud fra Eiendomsretten og det private Kontraktsforhold, hvad alle, som har beskjæftiget sig med Spørgsmaalet, har gjort, men fra Almenningsforholdet og Almenningsretten, saaledes som denne havde udviklet sig og fundet Udtryk i de gamle norske Love. Gjør man dette, vil man komme til at se Forholdet i et andet Lys.
For at komme paa det rene med, hvorledes Landvorden er opstaaet, og hvorledes den i ældre Tid opfattedes, da Begrebet endnu maa antages at have været levende, vil det være nødvendig at tage for sig de forskjellige Steder i vor ældre Literatur, hvor Ordet forekommer.
Ovenfor er anført Egils Saga, som formentlig er det
