Afgift. Det samme var Tilfældet under Kong Svein Estridssøn, som af enhver, der roede Fiske, krævede 5 Fisk. Senere har Landvorden, som det synes, tabt sin Egenskab af almindelig Skat og har været oppebaaret som et Vederlag for Brugen af Land. Saavidt man kan forstaa, har Meningen været, at den skulde erlægges af enhver Fisker, som for sin Bedrifts Skyld maatte benytte et Sted paa Landjorden for at skaffe sig Natteherberge og for at tilberede og opbevare sin Fangst, ligesom Afgiften kunde kræves af enhver Eier af Grund, hvorfra der var Udror eller saa god Anledning til at drive Fiskeri, at Fremmede søgte did. Paa dette Grundlag har Kongen vedblevet at oppebære Landvorde af Krongodset og af sin øvrige private Eiendom saavelsom af Fiskeværene og de Øer og Skjær ude ved Havet, som andre ikke eiede. Paa samme Maade har Landvorde været svaret af Kirkens Gods.«
Her skal kun bemerkes, at hele denne Opfatning er bygget paa et feilagtig Grundlag, som nedenfor nærmere skal paavises, og at det er en ubevist Paastand, at private tog Landvorde af sine Eiendomme, eller at Kirken tog Landvorde.
Fritzner forklarer i sin Ordbog Landvarða eller Landvørde som en Sammensætning af land og varða i Betydning af et Fiskeknippe.
Ivar Aasen har vorda, et Knippe, et Antal af 10 Stykker. Ordet betegner saaledes det Fiskeknippe, den Fiskehonk, som Fiskeren gav Kongen i Afgift, naar han roede fra hans Vær. Fritzner forklarer nærmere Ordet som Navn paa den Afgift, som Skrei-Fiskerne ydede Jorddrotten paa det Sted, hvor de havde sin Udror (útróðr), og Kongen forsaavidt denne havde tilegnet sig Odel eller Eiendomsret til Jorden. Ebbe Hertzberg forklarer Ordet i Glossariet til de gamle norske Love paa samme Maade
