Det samme kan ikke siges om de ytre Almenninger. I de gamle Love søger vi forgjæves efter Bestemmelser herom. Der findes dog enkelte; men de er meget ubestemte og uklare og viser os, at endnu var der kun sjeldnere Tale om noget Bruk af de ytre Almenninger; det kommer senere.
Den Afgift, som Fiskerne maatte betale for at faa Tilladelse til at ro fra Kongens Almenning, benævnes som sagt for Landvorde, og den omtales oftere i vore Sagaer i Diplomatariet og andre Kildeskrifter, som nedenfor nærmere skal paavises.
Men før jeg gaar over til at undersøge Spørgsmaalet om Landvorden, vil det være nødvendig at undersøge nærmere, hvad der maatte være at finde af Oplysninger om de ytre Almenninger.
Som ovenfor nævnt er Udtrykket ytre Almenninger laant fra Frostatingsloven, hvor det stilles i Modsætning til de øvre Almenninger og efter Sammenhængen ikke kan betegne andet end de øde og ubebyggede Øer, Holmer og Strækninger ude ved Havet. Se videre herom Professor Taranger i det anførte Skrift. Disse ytre Almenninger, som Kongen tilegnede sig, skulde dog ligesom de øvre Almenninger være til Bruk for Bønderne paa nærmere Betingelser, som Lovene bestemmer. De naturlige Forholde medførte, at de ytre Almenninger ikke kunde brukes som de øvre; det var kun en Maade, hvorpaa de kunde brukes, nemlig som Opholdssted under de store Fiskerier. Da laa disse mange Øer og Holmer bekvemt til for Fiskerne, som her kom i Nærheden av de Grunde og Banker, hvortil Fisken søgte hen for at gyde sin Rogn eller for at søge Næring. Saadanne Steder maatte særlig være at søge i Nordland og Finmarken, hvor Torsken søger ind under, Land om Vinteren og Vaaren, og hvor der rimeligvis gjennem mange Hundrede Aar og kanske mere har været
