drevet Fiske af Befolkningen i Nærheden og af fremmede, som søgte hid. Ogsaa længere mod Syd langs Kysten av Trondhjems-Fylkerne og Møre fandt lignende Fiske Sted, og overalt optoges de nævnte ytre Almenninger af Fiskere, som strømmede til. Paa denne Maade gik Almenningerne efterhaanden over til, hvad i senere Tid benævnes Fiskevær, som saaledes i Virkeligheden er Levninger af de ytre Almenninger, som har holdt sig lige til vor Tid.
Det var imidlertid kun en ringe Del av disse Almenninger, som optoges paa denne Maade. De Strækninger, hvor de store Torskefiskerier ikke foregik, blev liggende ubenyttede, og i Tidens Løb glemtes helt deres oprindelige Karakter, og de forsvandt som kongelige Almenninger.
I Egils Saga Kap. 4 fortælles om Kong Harald Haarfager: »I alle Fylker tilegnede han sig al Odel og alt Land, hvad enten det var bebygget eller ikke, dertil Havet og Sjøen. Alle Bønder maatte være hans Leilændinger, alle de, som opryddede Skogerne, alle der virkede Salt, de der levede af Jagt paa Landet og af Fiskeri i Sjøen, alle maatte betale ham Skat og Skyld.« Her bruges dog ikke Udtrykket Landvorde; men at dette menes, er klart.
Forstaaelsen af, hvad herved egentlig menes, eller hvorledes det skal forstaaes, naar det siges, at Harald tog Odelen fra Bønderne, har som bekjendt været omtvistet, og det ligger udenfor Rammen af denne Fremstilling at gaa ind herpaa; men utvilsomt hørte det med til, hvad Bønderne kaldte Kong Haralds Overgreb, at han tilegnede sig Almenningerne, som de hidtil havde benyttet helt frit og ubundet, medens de nu skulde betale en Afgift i visse Tilfælde. At denne Afgift for Bruken af Fiskeværene eller de ytre Almenninger vakte stor Misnøie er rimelig, og derom foreligger der en Mængde Vidnesbyrd, som man vil se nedenfor.
Forøvrig findes der faa bestemte Vidnesbyrd, hvor
